Krønike om Møns Museum | Møns Museum

Krønike om Møns Museum

I anledningen af Møns Museums 100 års jubilæum i 2014, har museets forhenværende arkivleder og museumsinspektør, Else Gade Gydelkærne, skrevet en krønike i 4 kapitler, der omhandler Møns Museums historie.

Kapitel 1
De indledende øvelser

”I de fleste Hjem paa Landet, og vel ogsaa i Byen, findes der en eller anden sjælden gammel Ting, og hvis vi samlede det paa et Sted, vilde det slet ikke blive saa lidt endda.” H.P.H.  Bille, 1896

”Har Møn overhovedet noget, der er værd at bevare?”

Det spørgsmål stillede man sig på øen op til århundredeskiftet. Interessen for lokalhistorie var stigende i hele Danmark, og flere købstæder havde allerede fået et museum. 

På Møn var der også interesse for fortiden. H.P. Bille fra Bidsinge foreslog allerede i 1896 at oprette et museum i Mølletårnet, og i 1898 kontaktede et medlem af Hage-slægten den lokale avisredaktør, for at få ham til arbejde på at få et museum.

Men var der overhovedet stadig historiske genstande tilbage på øen? Var der noget at bygge et fremtidigt museum på?

For at finde ud af det, blev der samlet ind til en kulturhistorisk udstilling i Stege. Året var 1902, og hele Møns befolkning blev opfordret til at indlevere genstande til udstillingen. Det var den føromtalte H.P. Bille samt den navnkundige højskole- og venstremand Frede Bojsen, der stod i spidsen for arbejdet. Bille rejste hele øen rundt og lavede aftaler om lån af genstande. Det blev en overvældende succes. Der indkom omkring 4.000 genstande! Sølvtøj, keramik, dragter, møbler, oldsager, arkivalier og billeder.

Udstillingen fik plads på Månssons Hotel (det senere Skandinavien), hvor alle genstandene blev placeret tematisk i  en bondestue, et renæssanceværelse, et rokokoværelse osv. 

Den fik lov at stå i ti dage, og da den lukkede, havde ikke mindre end 3.500 gæster været inde at se den!

Konklusionen var, at der var både genstande og interesse til at forsøge at starte et lokalt museum.

Men herefter gik udviklingen i stå i en række år. Først i 1913 kom der skred i sagerne. Bojsen indkaldte den gamle udstillingskomite og nye interesserede til et fælles møde, der mundede ud i dannelsen af en museumskomite. Bojsen blev ikke selv medlem af komiteen. Han syntes, han var for gammel, men til gengæld forærede han en række gamle genstande til projektet, samt bankbogen med overskuddet fra udstillingen i 1902.

I den nye komite sad både gårdejere og en baron, dyrlæge, boghandler og ikke mindre end 3 redaktører. Formand var by- og herredsfuldmægtig Hammerich.

Komiteen udpegede desuden en række lokale ambassadører, der skulle arbejde for sagen, dels ved at samle penge ind, dels ved at overtale mønboerne til at forære genstande til museet. Og så  begyndte det store benarbejde for at få ide til at blive til virkelighed.


Foto: Fra den kulturhistoriske udstilling, 1902


Foto: H.P. Bille i den kulturhistoriske udstilling


Foto: Månssons Hotel


Foto: H.P. Bille - Hovedkraften bag udstillingen


Kapitel 2
Et nyt museum ser dagens lys

Gaverne de strømmed ind, fra enhver med Glæde, 
selv fru Carøe følte det, skænked Hus dernede. 
Bladene de ofred dem, ja fyldte hele Sider, 
nu Minderne er bragt i Gem, de staar til sene Tider. 
Ære være Møenske Kvinder, ære være Møenske Mænd, 
I har samlet sammen Minder, I har æret Forfædres Hjem 

(Kr. Poulsen, 8/11 1914).

I november 1913 begyndte indsamlingen af genstande til det kommende museum. Over hele Møn sendte museumskomiteen sine ca. 60 indsamlere ud for at skaffe både genstande og pengegaver. I løbet af det første år indsamlede de ca. 2.100 genstande. De donerede ting blev opbevaret på loftet af Teknisk Skole, og avisredaktør A. Funck  fra komiteen sørgede for at registrere, hvem der havde givet hvad.
Men hvor skulle de udstilles? Her kom handelsfirmaet H.F. Carøe til hjælp ved at stille en lejlighed til rådighed i den gamle provstegård ved kirken (nu kendt som Morten Reenbergs gård).
I april 1914 kunne komiteen derfor begynde at sætte genstande op i det nye museum, og søndag den 8. november kunne museet for første gang slå dørene op.

Der var i alt 5 rum i det nye museum. I det ene blev udstillet oldsager, især fra stenalderen, samt et forhistorisk skelet, i et andet var et helt bondestue-interiør, arvet fra et dødsbo. I et rum var der gamle køkkenredskaber og i et var der bibliotek med læsesal. Endelig var der et rum med lidt af hvert: Porcelæn, glas, fajance, dragter og tilbehør samt fugleskydningsplatter og bælter.
Åbningstiden var fra 11-12 og fra 13-16 og billetten kostede 35 øre for voksne og 20 øre for børn. 
De første mange år havde museet kun åbent i sommerhalvåret, dvs. fra maj til november, for der var ikke varme i rummene. 

Indsamlingen af genstande sluttede ikke, bare fordi museet var åbnet, men da pladsen allerede ved åbningen var trang, blev der snart behov for at udvide. I 1915 kom 4 nye rum til, og fra 1923 rådede museet over næsten hele ejendommen – der i øvrigt blev overtaget af redaktørerne A. Funck og J. K. Jensen, og stillet gratis til rådighed for museet. Alligevel måtte mange genstande på magasin, det var umuligt at få plads til alt i udstillingen.

I 1920 blev Møns Museumsforening stiftet med A. Funck som formand. Herefter var det foreningen, der ejede og drev museet med hjælp fra en enkelt kustode, der boede i en lejlighed i museumsbygningen. Møns Museum har haft fantastisk engagerede kustoder. I 24 år var det frk. Margrethe Hansen, og efter hende fru Winther Eriksen, der holdt næsten lige så længe. Begge var i stand til at formidle udstillingen for de besøgende ”som et levende katalog ”.


Foto: Et af de allerførste udstillingsrum.


Foto: Et af de allerførste udstillingsrum.


Foto: Udstillingrum fra omkring 1917.


Foto: Udstillingsrum fra omkring 1917.


Foto: Morten Reenbergs gård, der fungerede som museumbygning fra 1914 til 1958.


Foto: Museets mangeårige formand, redaktør Alfred Funck.


Kapitel 3 
Empiregården

Selv om en ting ikke bliver sat op, skal den, der har været så venlig at sende den til os, ikke blive skuffet eller vred. Den har også sin mission. Alt det gamle bliver gemt for efterslægten. Det, der nu er på ”lager”, skal måske engang pryde for de ufødte mønboers blikke.
(Kustode fru Winther Eriksen, 1959)

Op gennem 1930’erne og 40’erne voksede museets problemer med de gamle, vedligeholdelseskrævende bygninger i Reenbergs gård, og ønsket om et nyt sted at være, voksede. Flere forslag om nybyggeri faldt til jorden, men i 1950 fik museet tilbudt Empiregården i den anden ende af Stege. De mønske kommuner købte ejendommen, men museet kunne ikke flytte ind, for lejlighederne var beboede, og pga. tidens boligmangel, måtte lejerne ikke siges op.
Derfor gik der næsten 8 år, før museet endelig i maj 1958 kunne flytte ind. 
I det nye museum blev der plads til flere genstande og udstillingstemaer. En af museets stoltheder var et komplet interiør fra en smedje, der blev grundstenen i det nye håndværkerhus, indrettet i en lille sidelænge i 1966. Der blev også mulighed for særudstillinger om vinteren, hvor man før holdt lukket.
Problemerne med fugt og skimmel fulgte desværre med til Empiregården, for magasiner og håndværkerhus var ikke opvarmede. Og da samlingerne hele tiden voksede, så var pladsen trang både i udstillingslokaler og magasiner. Ind imellem opstod problemer med tyverier. En af kustoderne havde en radikal løsning på det: Hun låste simpelthen døren, når gæsterne var kommet ind. Så kunne de ikke forlade udstillingen, uden at hun overvågede dem.
Det koster penge at drive et museum, og fra 1938 var det lykkedes at få et fast tilskud fra kommunerne mod at give gratis adgang til øens befolkning. I 1943 blev museet statsanerkendt, og dermed fulgte et statstilskud, men også krav til museets drift.
Et af de afgørende krav kom i 1976: Der skulle ansættes en faguddannet museumsinspektør. Det var mønboerne ikke meget for. Inspektøren skulle også arbejde for amtet, og hvad nu hvis han deponerede genstande fra Møn uden for øen? Heldigvis endte det godt. En inspektør blev ansat, og sammen med den daværende formand og kustode gjorde han museet endnu mere levende, med udstillinger, foredrag og undervisning, og en læsesal med gamle aviser - og mere professionelt med grundig registrering af genstandene og mere fokus på billeder og arkivalier.


Foto: Empiregården ved Mølleporten. Opført i 1813 som købmandsgård, og siden 1958 i funktion som museum.


Foto: Postkort fra de nye udstillingslokaler i Empiregårdens forhus.


Foto: Møns Museums første museumsinspektør, Carsten Hess, ledede museet fra 1976 til 1984. Han ses her til venstre ved ustillingsåbningen i juni 1977.


Kapitel 4
Frivillige og fusioner

Vi er kun noget, hvis vi bliver brugt. Museet er en vigtig del af lokalsamfundet, det er en kulturel institution, som der skal gøres brug af. Det er derfor, vi er her. Det er mit håb og ønske som inspektør på Møns Museum, at mønboerne vil komme her. (Birgit Jensen, museumsinspektør, ved sin tiltræden i 1984).

De første mange årtier var museets kustode den eneste ansatte. Men efter ansættelsen af en museumsinspektør i 1976 begyndte medarbejderskaren stille og roligt at vokse. Først kom en forvalter, så en kontordame og en museumsformidler. Skiftende projektansatte historikere og etnologer forskede i Møns historie, og museet fik endda plads til en naturvejleder.
I 1980’erne blev det almindeligt at sætte arbejdsløse i ”aktivering”, og det kom Møns Museum til at nyde godt af i mange år. Det startede med Museumsværkstedet; et projekt for unge ledige, der istandsatte museumsgenstande. Værkstedet holdt til på den anden side af Storegade i det pakhus, museet havde købt i 1983. Sidenhen har mange andre ledige i kortere eller længere tid givet en hånd med på museet.
Der findes også en tredje gruppe medarbejdere: De frivillige. Deres indsats tog for alvor fart i 80’erne med oprettelse af grupper, der registrerede fotos, arkivalier, tekstiler og sølvtøj - og forespørgselsholdet, der er en flok lokalkendte ”detektiver”, som graver svar frem på de vanskeligste spørgsmål. Der kom faktisk så mange frivillige, at der i 1988 blev indrettet et særligt frivilligrum. Pånær tekstilholdet eksisterer grupperne stadig.
Indsamling, bevaring og udstilling var stadig kernen i museumsarbejdet, men der kom også nye opgaver til: Gravminderegistrering, kulturmiljø, facaderåd. Og i 1990 fik museet en helt ny afdeling, da Museumsgården i Keldbylille blev overdraget fra Nationalmuseet til Møns Kommune
Arkivalier har altid været en del af museets samling, og stille og roligt voksede et lokalarkiv frem. I 2001 kom det endda officielt med i navnet: Møns Museum og Lokalarkiv. Men det var kun det første af en række navneskift. Samtidig med at Møn i 2007 blev en del af Vordingborg kommune, fusionerede Møns Museum med Sydsjællands Museum under navnet Museerne.dk. Det blev dog snart ændret til Museerne Vordingborg, men så kom endnu en fusion: I 2013 gik museerne i Vordingborg, Køge og Næstved sammen og blev til Museum Sydøstdanmark. 
Så selv om Møns Museum teoretisk set ophørte som selvstændigt museum i 2007, fejrer det i år sit 100 års jubilæum, nu bare som en afdeling i det store museum. Og ønsket fra 1984 om at blive brugt, gælder stadig: Mønboerne – og alle andre – er altid velkomne.


Foto: Medarbejderstaben i 1995. I midten ses Edith Marie Rosenmeier, der var museets leder fra 1985 til 2007.


Foto: Frivillige i gang med registrering. 


Foto: Læsesalen med indbundne årgange af gamle aviser.


Foto: Det gamle pakhus i Storegade 88 blev i 1982 ombygget til museumsværksted og magasiner.