Storetorv og det gamle rådhus | Møns Museum

Storetorv og det gamle rådhus

Storetorv – engang et af Danmarks største
Stege Torv var engang en af Danmark største torvepladser. Men i begyndelsen af 1400-tallet solgte byrådet den del af torvet fra, hvor Møns Bank ligger i dag. Det store, rektangulære handelstorv blev til den trekantede plads, vi ser i dag. På samme tid fik Stege en ny byplan, og byens befæstning med Mølletårnet blev anlagt.
Varer fra tungt lastede skibe blev bragt til torvs gennem Dybsbrostræde ved torvets nordøsthjørne. En del af varerne blev sikkert oplagret i byens rådhus, der lå som en prop for enden af torvet op mod Storegade, hovedvejen mod Østmøn.


Storetorv 2016.

Det gamle rådhus
I rådhusets forhus lå byrådssal og byens administration. Et langstrakt baghus med lagerrum og sikkert også salgsboder, der bugnede af varer, strakte sig ud langs Storegade i nord. Sådanne rådhuse kendes fra de nordtyske handelsbyer, Hansestæderne, som Stege havde tætte forbindelser til. I Stralsund og Lübeck er rådhusene meget imponerende. Rådhuset i Stege har været mere beskedent.

Handel og vandel
Det kan være svært at forestille sig det liv, der har udspillet sig på store markedsdage:  Ikke bare lokale produkter, men også eksotiske varer fra internationale handelsbyer langs Østersøen blev solgt fra boder på torvet eller i husene omkring det. Broderskaber af internationalt handlende – vi kalder dem gilder – der var under beskyttelse af Jomfru Maria, Den Hellige Trefoldighed eller Sankt Knud, holdt deres ofte livlige sammenkomster i fornemme gildehuse ved torvet.
Og tre steder, på eller tæt op til torvet er der fundet nedgravede skatte med mønter og smykker.
Det må fra tid til anden have gået vildt til!

Storegade – en turneringsbane?
Storegade, vejen til Østmøn, er endnu i dag overraskende bred. Måske er den med vilje lavet sådan for at kunne bruges som turneringsbane for middelalderens konger, når de besøgte Stegeborg. Gadens mål giver rigeligt plads for både tribuner og løbebane for ridderne.
Vi har ingen beviser, men vi ved, at Valdemar Atterdag holdt en stor turnering i Stege i 1352. Det kunne være i Storegade!
Stege by sluttede med Sankt Hans Kirke langs torvets sydside. Syd for kirken lå kongens store borg, Stegeborg. Kvarteret med Ll. og St. Kirkestræde blev først udbygget efter år 1500, kvarteret længere mod syd først efter 1700.