Hverdagsliv i middelalderen | Møns Museum

Hverdagsliv i middelalderen

Hvordan dagligdagen for middelaldermennesket har udfoldet sig er det svært at sige noget helt præcist om. Men hårdt arbejde og dyb religiøsitet, måske med daglige besøg i kirken, har nok fyldt meget for mange. Sikkert er det dog, at livet dengang var langt mere skæbnebestemt end i dag. Det mindste sår kunne medføre døden! Det gælder faktisk helt frem til 1920,erne, hvor penicillinen blev fundet. Børnedødeligheden var stor, kvinder døde i barselsseng mm. Ikke overraskende egentlig, at en trøst fra Gud eller en af de mange helgener kunne være nødvendig. Gennemsnitsalderen har vel ligget omkring de 35 år. Med almindelig nedslidning grundet et hårdt arbejdsliv har det sikkert især været folk fra de højere samfundslag, som oplevede at blive ældre.


Daglige besøg i kirken hørte hverdagen til i middelalderen.

Stærke fællesskaber livsnødvendigt
Det enkelte individ spillede dengang en langt mindre rolle end i vore dages mig-mig-mig-samfund. Man var afhængige af hinanden. Bønderne måtte være enige om landbrugsdriften. Byens håndværkere var samlet i laug, der bl.a regulerede antallet af håndværkere, men som også havde socialforsorg og begravelseshjælp. Afhængigheden betød, at man indordnede sig slægtens, landbyens eller kirkens overhoved, og at giftermål primært havde en praktisk betydning.

Fup eller fakta?
Middelalderen er omgærdet af mange myter. Der har helt sikkert lugtet fælt af råddenskab og affald i Steges gader - og af død i kirkerne, hvor ligene af afdøde blev begravet lige under kirkegulvet! Natten har været buldrende mørk og fuldstændig stille. Men myterne om usle, spedalske tiggere og røverpak i gadebilledet er stærkt overdrevne.

Før og nu
Der er naturligvis en milevid forskel på de livsvilkår og rammer, som man havde før og nu.  
Men grundlæggende har vi mennesker snakket, sunget, skændtes og elsket til alle tider. Og ’hr og fru Middelalder-Danmark’ har været optaget af de samme ting som vi er idag. At få mad på bordet, at kunne sove trygt om natten og at sikre sin familie bedst muligt.
 


Også i middelalderen gik man på toilettet!