Sjælens rum

Smil til fotografen! Nu bliver det dybt!
Vi dykker ind i sjælens indre – helt derinde, hvor minderne og ønskedrømmene bor.
Vi skal høre om mindets betydning, om fotografier og selviscenesættelse – og om hvordan vi gennem tiden har fremstillet os selv.
Det handler om mennesker, status og eftermæle – og også lidt om forfængelighed.

Velkommen i Sjælens rum!


Fotos, selfie-stænger og narcissisme

Vi kender alle situationen. Mobiltelefonen ryger frem af lommen og … klik! Et flygtigt moment fastfryses på et splitsekund og bevares for eftertiden. Men hvad er det vi fotograferer? Et betydningsfuldt minde? Eller et personligt aftryk, som andre vil huske os for? Uanset hvad, så er selfies og fotos er blevet en væsentlig del af dagligdagen – for os som for millioner af andre mennesker verden over.

Vi dokumenterer vores gøren og laden i stort som småt – hele tiden - og vi deler ivrigt med andre på de sociale medier. Med en byge af fotos og videoer tegner vi billedet af os selv udadtil og indtager vores plads i historien. Medierne taler om ’mig-generationen’, hvor navlepilleriet og selviscenesættelsen har taget overhånd.  I virkeligheden er der tale om et fænomen, der har eksisteret til alle tider. Men vilkårene og rammerne – de har ændret sig radikalt i de seneste 100 år.

For de udvalgte få
Før fotografiets revolutionerende indtog i starten af 1800-tallet var muligheden for at blive ’foreviget’ et privilegie - forbeholdt de få. At få hugget sit kontrafej i marmor eller granit var kun konger, krigsherrer og guder forundt. En buste i gips eller et malet selvportræt var lidt mere fremkommeligt, men stadig en dyr fornøjelse, som kun borgere med et betydningsfuldt erhverv eller en særlig social status havde råd til. Der blev vist af og til pyntet lidt på virkeligheden! Nogle velhavere valgte at indtage rollen som mæcen for de bildende kunstnere og fik på den måde adgang til selvportrætter. Dermed fulgte nemlig også retten til at reklamere, hvis maleriet blev en tand for realistisk…

Et daguerreo…-hva’-for-noget?
Daguerreotypien var den første egentlige anvendelige proces til fremstilling af holdbare fotografier - en større kemisk proces. Resultatet var fotografier med en særegen, næsten 3-D-agtig dybde, som revolutionerede 1800-tallets billedkunst. Ikke mindst som konkurrent til portrætmaleriet.

Daguerreotypierne har en helt særlig dybde. Desværre forsvinder billederne med lysets påvirkning...

Så sid dog stille, menneske!
Med en eksponeringstid på op mod 30 minutter (!) skulle der ikke rystes meget på hænderne, mens fotograferingen stod på. Og modellen måtte sidde musestille! Solskin og stativer med nakkestøtter til kunderne var derfor et must for portrætfotografens arbejde. Det var også derfor personerne på fotografierne aldrig smilede. At bede folk sige 'cheese' i en halv time ad gangen, var næsten for meget forlangt! Daguerreotypien blev dog heldigvis allerede i 1840'erne afløst af 'kalotypien', hvor belysningstiden kom ned på få sekunder, senere brøkdele af et sekund.   

Once in a lifetime
Efter fotografiets indtog i 1830’erne var særligt perioden op til 1860'erne præget af fotografiske eksperimenter. Her blev de traditionelle genrer som landskabs-, portræt-, reportage- og familiefotografi født. Efterhånden som årene gik, begyndte også menigmand så småt at kunne melde sig ved selvfremstillingens alter.

Der var dog stadig stor forskel på høj og lav, og en tur hos fotografen var for langt de fleste noget, man havde sparet sammen til længe og kun oplevede én gang i livet. Det gjaldt derfor om at vise sig fra sin mest præsentable side, så man også for eftertiden kunne blive husket som respektable samfundsborgere. Iført sit stiveste puds stillede man sig an for fotografen for… 3-2-1… klik – med alvorsfuld mine at lade sig forevige.

 
Bryllupsalvor! En tur hos fotografen var ikke hverdagskost for almindelige mennesker.

Dagens mand i skysovs
I slutningen 1800-tallet og i årene frem fik fotografiet sit folkelige gennembrud. Mindeværdige begivenheder som bryllupper, barnedåb, runde fødselsdage og og andre mærkedage blev nu foreviget i stor stil. Slægtsbillederne i velorkestrerede kæmpeopstillinger husker de fleste: Oldemor og oldefar på ærespladsen i midten, flankeret af familien. Børn, børnebørn, onkler og tanter - og sågar blomster og sangskjulere – hele molevitten foreviget i et betydningsfuldt minde om den store dag. Hver gren af familien fik siden deres eget fysiske eksemplar, der på blæret vis blev placeret på hæderspladsen i hjemmet, så også husets gæster kunne få glæde af det!

Herlige gamle fotos. I slutningen 1800-tallet og i årene frem fik fotografiet sit store folkelige gennembrud.
Tag et kig på de mange fine billeder her i rummet.

Fotos af liv og død
Flere nye fotografiske genrer så dagens lys i disse år. Skolefotos bl.a. med betuttede elever på rad og række, stolte bondemænd med heste og traktorer foran den fædrene gård. Bygninger og huse, skudt fra luften – ja, selv afdøde slægtninge kunne man finde på at fotografere. Det lyder lidt morbidt. Men tænker man efter, var dette jo den eneste mulighed, folk havde for - i fysisk form - at fastholde mindet af et kært og elsket familiemedlem.

Skolefotoet opstod som en særlig fotografisk genre i slutningen af 1800-tallet, da fotografiet fik sit folkelige gennembrud.
Lidt sjovt, at det gammeldags skolebillede selv i en selfie-tid stadig holder skansen, og at klasserne i dag opstilles præcis som for 100 år siden. Her en skoleklasse fra Knudsby på rad og række. Et fysisk minde, en fælles historie, som vi gemmer hele livet og nu og da tager frem og tænker…
Hvem var de alle sammen, og hvad mon der er blevet af dem?
 


Med hånden på hjertet og bog i hånd… Selvfremstilling, der vil noget! Med dette fotografi kan ingen være i tvivl om, at kunstmæcen Martin Hammerich var en seriøs og lærd mand! På sin herregård Iselingen ved Vordingborg holdt han hof for guldaldermalere og andre skønånder i 1800-tallet. Mød ham i Kunstens rum.



Udstillingens kamera
tilhørte oprindeligt fotograf Ingrid Madsen i Stege. Frem til midten af 1930’erne forevigede hun og søsteren Clara byens borgere i sit atelier på Storetorv - i huset, hvor Frisør Ibs barbersalon ligger i dag. Kvindelige fotografer i en mandsdomineret verden - og så lige her i Stege… Sejt! I 1937 blev både kamera og butik overtaget af Elly Echwald, der ligeledes gjorde en flot karriere som selvstændig kvindelig fotograf. Det er iøvrigt et foto af Ellys hund, Tuf, du finder i udstillingen.

Se mit gode liv
I dag er det digitale foto vores tro følgesvend. Helt uvirkeligt at tænke på, at det kun er godt 100 år siden, at fotografiet blev hver mands eje. Vi har selv fuld kontrol over, hvordan vi positionerer os selv, og hvad vi signalerer til omverdenen. Der er en verden til forskel på det gammeldags maleri og nutidens selfies. Om tingene har ændret sig siden… det kan vi jo reflektere lidt over næste gang, vi flasher vores misundelsesværdige liv og dets stjernestunder på facebook.  


Se dig i spejlet…
Hvis du kun kunne blive fotograferet én gang i livet – hvordan ville billedet så se ud?


Hårlokker og hårminder

Hører du til blandt dem, som engang i 3. klasse værnede om en hårlok fra ham den søde i parallelklassen? Eller har du i smug klippet lidt af manen på din yndlingshest som et uvurderligt minde? Så er du sikkert mere normal, end du går og tror.

En anden form for 'hårpynt'!
I 1800-tallet var kærligheds- og erindringsgaver af menneskehår faktisk ret almindelige. Det var oprindeligt svenske ’hårflettersker’ fra Dalarna, der drog rundt i Europa og med en særlig knipleteknik tryllede kære slægtninges afklippede hårlokker om til fornemme smykker, som man siden kunne bære og mindes ved. En tendens, som blev særligt populær blandt almuen - de mindre velstående, der ikke havde råd til at købe dyre smykker af guld og sølv. Her på Møn havde vi faktisk også vores egne hårflettersker!

Var der hår nok, blev lokkerne undertiden til imponerende kunstværker, som man kunne hænge op på væggen. Et eksempel var hårblomster på karton - hvor hver enkelt blomst repræsenterede et familiemedlem - eller hår, flettet til finurlige ranker og snirkler som dekorativ staffage omkring et fotografi af hårets ejermænd. Også hår fra dyr – fx hestehalehår - blev til fingerringe og smarte urkæder.


Dyrt garn!
Vidste du, at en lok af Elvis Presleys hår iflg. BT i 2009 gik for 15.000 dollars (ca. 92.000 kr!) på en auktion i Chicago? Eller at den angiveligt største lok af John Lennons berømte ‘Beatles-garn’ (afklippet i 1966) i feb. 2016 på en aution i Dallas blev solgt for den svimlende sum af $35,000  (ca. 230.000!)? Hårrejsende fakta!


Minderne har man da lov at ha'...

Sådan sang Liva Weel sørgmodigt i Kai Norman Andersens gamle melodi. Og mon ikke vi alle har brug for dem - minderne...
Her et par eksempler på, hvordan man har samlet minder her på egnen.


Klassiske venne- og poesibøger - nostalgiske tilbageblik på kammerater fra en svunden tid.


Opfindsomt 'flaskeminde' - Her Niels Jensen fra Vordingborg.


Dit 'selfie-moment'
Hvilken del af udstillingen kan du bedst li’?
Find dit helt eget selfie-spot - og del det gerne på museets facebookprofil…

Camøno-tip!

Data:Users:bc:Desktop:Unknown-1.jpeg
Denne herlige abe som spejler sig i Keldby Kirke er en latterliggørelse af forfængeligheden.
Forfængelighed er en betegnelse for det at være overdrevent optaget af sit udseende eller personlige omdømme.
Begrebet er beslægtet med ’hovmod’ - en af de syv dødssynder.
Besøg kirken med de skønne kalkmalerier på din vandring.

GÅ til MODENS RUM  >>>
eller
GÅ til KÆRLIGHEDENS RUM  >>>