Havets rum

Ship ohøj, alle mand!
Find din indre matros frem, reb sejlene - og følg med på farefuld færd over det lumske hav!
Nu skal det handle om salte skumsprøjt, seje sømænd, stormfloder og sekstanter.
Og om - på godt og ondt - at bo ved Danmarks længste kystlinje.

Velkommen i Havets rum!


Transport over havet

Infrastruktur er et frygteligt usexet ord. Ikke desto mindre er gode transportveje alfa og omega – især for et lille ø-samfund, hvor al kontakt til omverdenen kræver transport over vandet. At måtte forcere vand har derfor alle dage været et vilkår, som i høj grad har præget vores dagligdag, muligheder og udvikling her på egnen.

Før Dronning Alexandrines Bro i 1943 blev en realitet, var Mønboerne afhængige af motorfærgen fra Koster for at komme til Sjælland.
Tidligere var der dampfærge på stedet og før 1897 måtte man pænt vente på at blive roet over med postbåden.


Dampfærgen Ulfsund sejlede mellem Kallehave Færgebro (Kalvehave) og Koster på Møn og var Mønboernes bindeled til omverdenen. Fra Kallehave gik turen videre med Kallehave-Banen, der var en privatjernbane mellem Vordingborg og Kalvehave (18971959). Her fartplanen anno 1907.

En strabadserende tur
Den korte tur over Ulvsund, der med etableringen af Dronning Alexandrines Bro i dag (på en god dag!) tager mindre end 30 sekunder, kunne før være et ret strabadserende bekendtskab!  
Et anonymt klagebrev fra en temmelig vrissen rejsende, anno 1878, siger alt!


Anonymt læserbrev fra 1878 (Langebæk Lokalarkiv).
For kun 150 år siden kunne turen fra Vordingborg til Stege være en strabadserende affære.
At ankomme til overfartsstedet ved Kalvehave kl. 2 om natten og i buldermørke, regn og rusk vente på postbådens første afgang, var ingen fest! 
Denne herlige, anonyme klage fra 1878 siger alt - og er god at have i baghovedet, næste gang du suser over Dronning Alexandrines Bro!

At rejse er at… vente!
Som det fremgår af ovenstående rejsebeskrivelse fra 1887, kunne blot en tur fra Vordingborg til Stege være en både langsommelig og udfordrende affære. Turisme og service var et ukendt begreb, og infrastrukturen (der var det igen, det rædsomme ord!) var endnu ikke gearet til at folk sådan rejste omkring. Det er der heldigvis rådet bod på siden.

Med kongens pas i Dannevang
Tidligere endnu var rejser kun for de få. Det var primært velhavere på dannelsesrejser, videnskabsfolk på studierejse, kunstnere og navere (rejsende håndværkere), der nød rejsens privilegie. Og så naturligvis de mange ungersvende, som stak til søs med vadsækken fuld af udlængsel og eventyrlyst. I øvrigt krævede det helt frem til 1862 rejsepas – der skulle underskrives af selveste kongen – at rejse rundt som dansker i Danmark! At det var forholdene for godt 150 år siden, er i dag helt ufatteligt - men ikke desto mindre sandt!

museerne.dk:Users:bc:Desktop:2727.jpg
Rejsepas - underskrevet af Kong Christian 6.
For at lette forståelsen for alle parter var rejsepasset meget praktisk udfærdiget på… latin!


Stormfloden 1872

En bølge går i land
Onsdag den 13. november 1872 indtrådte den største stormflodskatastrofe i nyere tid. Et voldsomt uvejr med orkanagtig kuling fra øst, pressede vand fra Østersøen mod de danske kyster. De enorme vandmasser kunne ikke slippe ud igennem Øresund og bælterne, men blev til kæmpe flodbølger, der ved middagstid skyllede ind over de østvendte danske kyster. Huse, dyr og mennesker blev nådesløst revet med af vandmasserne.

Skibe på Nysø
På havnen i Præstø stod frådende bølger i 2 etagers højde og slog alt omkring sig til pindebrænde. Galeasen Elisabeth af Flensborg, fuldlastet med egetømmer til Svendborg, sank ved bolværket og kort efter gik skonnerten Christian af Rønne ned med en fuld ladning kul. Skipper P. Larsen af Præstø fik forenden revet af sin jagt, og Peter Poulsens storbåd og jagten Elisabeth kunne man dagen efter finde strandet på herregårdsalleen ved Nysø! Også veje og skrænter, ja, hele granplantager tog vandmasserne med sig. Selv byens kirkegård var på et tidspunkt i fare for at styrte sammen.

Århundredets katastrofe
Ved Bønsvig Strand stod det særligt slemt til. Her forliste omkring 20 skibe, huse styrtede sammen og folks bohave flød rundt, splintret til ukendelighed.    

Data:Users:bc:Desktop:3757 x 2.jpg

Skibsforlis ved Bønsvig Strand, 1872.
Et frygteligt syn mødte mandskabet på Bønsvig Strand om morgenen efter stormfloden 1872.
Næsten 20 skibe forliste her og mange huse blev ødelagt.
Illustration af Holger Drachmann fra Illustreret Tidende 8. december 1872.

Stormfloden blev da også en af Danmarkshistoriens allerstørste strandingskatastrofer nogensinde. I det døgn, stormen rasede, strandede eller forliste ikke mindre end 64 skibe på Sydsjælland og Møn!

Stege – et mønsk Venedig
32 år senere ramte stormfloden igen. Kort før nytår, d. 29. december 1904, sendte rasende naturkræfter kaskader af vand ind over digerne på Møn. I Stege blev området omkring Storegade totalt oversvømmet og omdannet til et mønsk Venedig, hvor al trafik foregik pr. båd. Havnen var ét stort kaos af flydende kasser, pæle og andre løsdele, og hos Købmand Petersen i Hages Gård stod vandet højt i de fine stuer. Også landevejene var ufremkommelige på grund af opskyllet drivtømmer, der flød omkring.

 Postkort af Storegade i Stege efter stormfloden i 1904.
Til højre ses den gamle melassefabrik og i baggrunden den gamle toldbod ved broen. Gadens drenge ser nysgerrigt på fotografen, som foreviger den skæbnesvangre begivenhed.



Heinrich
Galionsfiguren her stammer fra den tyske brig Heinrich, som var på vej til England med træ fra Sverige. De ni mand, som udgjorde besætningen, nåede heldigvis at redde livet, inden skibet gik ned og endte som vrag på Nyordssande.

Nu er Heinrich trygt i havn her på museet – som et evigt minde om naturens kræfter og havets luner.


Det lunefulde hav

På farefuld færd
Farvandet her omkring Sydsjælland og Møn er kendt som særligt farefuldt, fyldt med skarpe skær og usynlige rev, hvor skibe kan forulykke. Mangen en skipper har fortvivlet revet sig i skægget, når han sejlede her. Men for lokale, der kendte farvandet som deres egen bukselomme, blev det at hjælpe sejlende igennem farvandet til et betydningsfuldt erhverv.

Lodserne
På Nyord fandtes der allerede i 1500-tallet såkaldte ’kendtmænd’ som med deres indgående lokale kendskab til farvandet kunne lodse skibe igennem det vanskelige farvand omkring øen. Hele lods-slægter opstod her. Også ved Petersværft, Masnedø, Ulvshale og Grønsund havde man lodser.


Navnebrædderne på væggen er fra skibe, der er forlist ved Møns Klint. Her Nyord stavet med omvendt 'N'.

Ingen loppetjans
De fleste lodser havde anden beskæftigelse ved siden af. På Nyord var lodserne også bønder. Andre steder kunne lodsen også arbejde som færgemand eller gæstgiver. Nogle steder organiserede man sig i lodserier – på Nyord f.eks. Andre steder var der blot ansat en enkelt lods. Jobbet som lods var dog ingen loppetjans, men et hårdt og til tider også farligt arbejde. Ulykker, hvor lodsen kom i klemme mellem bådene var slet ikke ualmindelige.

Lodser på fodtur
Af og til måtte lodserne sejle med helt til København. Og det fortælles, at de bagefter – som ekstra bonus - måtte foretage hjemturen tilbage til Nyord… til fods!


Camøno-tip! 
Gå ikke glip af lodsernes gamle ø, Nyord.

Her er ingen biler og alting ligger i gåafstand. Og sikke meget du kan gå til på Nyord; havnebad, Noorbohandelen, Danmarks mindste museum, Lille Bod hvor du kan købe alt og lidt til, Lolles Gård med dansk mad, så fuglene synger, B&B´s, en hyggelig hytte at overnatte i og såmænd også en shelterplads. Er du træt af at vandre, så kan den gamle postbåd Røret sejle dig til hele herligheden. Og hvis du ser en hund med lyserøde høreværn, har du ikke fået økuller. Det er bare ringerens vovse, der ikke må få høreskader.
På Nyord kirkegård kan du i øvrigt også finde en temmelig bemærkelsesværdig gravsten. ’Gone Fishing’ står der på den. Det er da go’ gravstenshumor!

Vejen til Nyord lover gode tider. Det bliver næste ikke smukkere.

Udsigt over Nyord Enge.
At farvandet ud for Nyord er lumsk og fyldt med farlige skær, er ikke den første tanke, man får, når man ser dette smukke foto. 
 

Klokkerassistenten Chili fra Nyord har høreværn på, så hun ikke får høreskader, når hun render med klokkeren på arbejde.
En hund efter høreværn.
På Nyord kan du møde dette besynderlige syn. Men det er bare Chili, der har tjek på sikkerheden, når hun med sin far ringer solen ned ved Nyord Kirke.


 Alternativ form for ’slæbe-båd’!  Tilsyneladende også en mulighed, når man tidligere skulle fra A til B her på egnen.


Farefuld færd med post og pram

Posten skal ud!
Før broerne og dæmningernes tid måtte den daglige post på en sejltur med postbåden, før den kunne overleveres til den lokale post til videre distribution på øerne. Da særligt pakkeposten kunne indeholde værdifuldt gods, fulgte altid en såkaldt postfører med. Hans opgave var at passe på posten undervejs - som postvæsenets repræsentant og ansvarlige embedsmand. Alle postførerne var bevæbnede – typisk med en hirschfænger og pistol – som kunne bruges i tilfælde af overfald og røveri.
Også de pramførere, der før dæmningens tid sejlede gods fra Farø til Bogø, var udstyret med våben, så de kunne holde banditter og overfaldsmænd fra livet.

Flintepistol.
Vores mand på prammen mellem Farø og Bogø havde altid sin flintpistol på sig.
Den skulle nok kunne holde tyve-og røverpak væk!

Data:Users:bc:Desktop:Unknown.jpeg

Til vands, til lands og på stylter!
Før dæmningernes og broernes tid var opfindsomheden var stor, når havet skulle krydses.
Her er bringer et kreativt postbud tørskoet dagens post til Farø.

http://www.royalclassic.dk/fileadmin/image/6732.gif
Hirschfænger
Drabelig ser den ud, hirschfængeren! Og det er lige, hvad den er. Oprindeligt blev våbnet nemlig brugt til at dræbe hjorte og vildsvin under parforcejagter.  Vores hirschfænger har forhåbentlig ikke slået nogen ihjel - den tilhørte en postfører på ruten mellem København og Vordingborg.


Broerne

Dronning Alexandrines Bro – en dronning værdig
Du kender den fra 500-krone-sedlen. Dronning Alexandrines Bro (Mønbroen), nok Danmarks smukkeste, der i majestætisk buegang over Ulvsunds blå vande knytter Kalvehave sammen med Koster. Bygget på initiativ af driftige mønske ildsjæle og indviet den 30. maj, 1943 af vores daværende dronning Alexandrine, gift med Kong Christian 10.
Den 30. maj 1943 var i øvrigt på flere måder en stor dag for mønboerne. For samme dag blev også dæmningen fra Møn til Bogø indviet. Verdenskrig eller ej – fra den eftermiddag gik mønboernes en langt lysere og mere bekvem fremtid i møde.

Dronning Alexandrines Bro er i øvrigt 746 meter lang og har en gennemsejlingshøjde på 26 meter.
 

Dronning Alexandrines Bro, kendt som Danmarks smukkeste, pryder de danske plovmænd.
Det kan man kalde effektiv markedsføring!