Araberens rum

Nu skal det handle om de fremmede.
Om hippier, godsejere og de andre tilflyttere,
der gennem tiderne har præget vores liv her på egnen.

Nogle kom, når verdenshistoriens konflikter bankede på vores dør,
andre indtog scenen med brask og bram.
Nogle er stille indgået i vores dna, andre drog afsted igen.
Men alle har de bidraget til at gøre vores egn til det, den er i dag.

Hvem de var, og hvordan de har påvirket os - det skal vi se på nu. 
Men først en historie om et overraskende gravfund i Røstofte…

Velkommen i Araberens rum!


Araberen fra Røstofte

Et overraskende fund
Ved Bøgebjerggård vest for Vordingborg blev der i 2000 udgravet en gravplads fra romersk jernalder – tiden omkring 200 e.Kr. I modsætning til den rige Skovgårde-grav få kilometer væk, var gravgaverne på denne plads simple. Da arkæologerne undersøgte de gravlagte nærmere, opdagede de noget særdeles interessant i knoglerne fra en mand. Det skulle nemlig vise sig, at mandens ’mitokondrie-dna’ – den del af vores dna, der nedarves fra moderen – kun findes i Østafrika og på den arabiske halvø. Så enten var manden selv araber eller også var hans mor eller bedstemor!


Oldtid uden grænser
Hvordan i alverden en araber endte sine dage på en mark ved Røstofte for 1800 år siden – det er en spændende tanke. At han blev begravet sammen med andre tyder på, at han har været en del af lokalsamfundet. Måske var han lejesvend i det romerske rige, der på det tidspunkt bandt den arabiske verden og Nordeuropa sammen? Eller var han bare en rejsende, der kom langvejs fra og i Røstofte fandt et sted, han følte sig hjemme? Det kan vi desværre ikke se i knoglerne. Men en flot fyr var han tydeligvis - skal vi tro de brede skuldre…


Indvandring: De første bønder

Overgangen fra jæger-samler til bonde er den største omvæltning i menneskehedens historie. Tidligere mente de fleste arkæologer, at denne overgang i Europa skyldtes, at jægerne efterhånden ændrede livsstil og begyndte at dyrke jorden. Genetiske studier viser imidlertid, at de første bønder faktisk var et helt nyt folk, der indvandrede til jægernes land. Skiftet til et bondesamfund var altså ikke kun resultat af ny viden om, hvordan man kunne leve livet, men også af tilførslen af en helt ny befolkning. Om dette skifte er sket fredeligt, fortæller generne desværre ikke noget om.

I bondestenalderen er den mest almindelige oldsag den slebne flintøkse. Økserne blev brugt til at rydde skoven, som dengang dækkede hele landet. I de ryddede lysninger anlagde man marker og opførte huse.

Super-grave
I modsætning til jægerfolket, der hele tiden flyttede rundt, alt efter hvor der var ressourcer, var bønderne bofaste. Man begyndte at vise sit tilhørsforhold til et sted ved at opføre monumenter af store sten, stendysser og jættestuer, som mange steder stadig kan ses idag. Her på Møn har vi nogle af de allerflotteste i landet: Klekkendehøj, Kong Asgers Høj, Grønsalen og Sømarkedyssen. Dem skal du se!

Camøno-tip!


Supergrav! Grønsalen, Grønjægers Høj eller Grønjæger og Fanes Sal er en af Danmarks længste langdysser fra bondestenalderen ca. 3.500 f. Kr. Den monumentale høj er 102 m. lang, 13 m. bred og indtil 2 m. høje, Langdyssen indeholder 3 gravkamre, hvoraf det vestligste er intakt og urørt med en stor lys dæksten. Højen blev frivilligt fredet allerede i 1831 og er aldrig blevet arkæologisk undersøgt.


Meet Mr. Møn! 

Se godt på fotografiet af den statelige mand med det hvide skæg. Frede Bojsen – i daglig tale ’Mr. Møn’.
Måske kender du ham ikke? Men det burde du.
For uden Frede Bojsen var Møn næppe blevet til det, vi kender i dag.

Drømme bliver til virkelighed
Frede Bojsen kom egentlig fra Slagelse-egnen, men landede siden i Stege, hvor hans far blev præst. Frede var grundtvigianer om en hals. Han kom ofte i Grundtvigs hjem og havde med dennes nye, lysere opfattelse af kristendom, kultur og fædreland, en drøm om at starte sin egen højskole. Hjemvendt fra krigen i 1864, giftede han sig med sin elskede Karen Anker, der kom fra en rig norsk slægt. Ægteskabet gav Frede Bojsen et økonomisk boost, som i 1866 var med til at gøre Rødkilde Højskole til en realitet. Lykken varede dog kun kort, for kun et år senere døde Karen i barselsseng og tog deres nyfødte barn med sig. Efter denne ulykkelige begivenhed viede Bojsen sit liv til Møn.


Efter at have mistet kone og barn viede Bojsen sit liv til Møn. "Gerning kræver tid - men tid kræver ogsaa gerning" - står der på inskriptionen på den store granitstatue af Bojsen ved Rødkilde Højskole. Og det kan der jo være noget om...

lldsjæl og lokalpatriot
I det hele taget er det svært at tale om Møn uden at tale om Frede Bojsen. Som højskoleforstander, sognerådsformand og senere folketingsmedlem for Venstre blev han øens ledende kulturpersonlighed. En passioneret ildsjæl, der engagerede sig i det ene projekt efter det andet. Udover Rødkilde Højskole husker vi ham stadig her på øen for et væld af betydningsfulde bedrifter.

Han var en af talsmændene, der reddede Mølleporten fra nedrivning, og dermed sikrede det enestående kulturarvsmonument, der idag er Steges vartegn, for eftertiden, han anlagde nye skoler i Tøvelde og Lendemarke. Bojsen var en af hovedmændene bag opførelsen af Sukkerfabrikken, som i 100 år var øens vigtigste virksomhed, og vi kan også takke Bojsen for genskabelsen af Ulvshale-skoven. Nogle gange bliver tilflyttere næsten større lokalpatrioter end de lokale!

Politisk huskes han særligt for sin store indsats omkring lovene om alderdomsforsørgelse og sygekasser - og for en særlig spøjs historie om en egekævle, som du kan læse mere om nedenfor her på siden.

2000 siders mønsk identitet
Bojsens største arbejde er dog ’Møns Historie’ – et bogværk på mere end 2000 sider. En milepæl i historieskrivning, som i høj grad har bidraget til mønboernes identitet og selvforståelse. 'Møns Historie' blev til længe før den digitale tidsalder, og klicheerne her i udstillingen er bare et udpluk af de mange, som blev brugt til at trykke bogværket. Det har været et dyrt og møjsommeligt arbejde!

Selvom det snart er 100 år siden, at Frede Bojsen døde på sit elskede Rødkilde, 85 år gammel, er vi stadig ultra-stolte af den fortagsomme mand. Stor respekt og high-five herfra!


Camøno-tip!
Mød mr. Møn

Når du vandrer forbi Rødkilde, så kig ind bag buskene ved den åbne mark til højre for skolen. Der sidder Bojsen - stor og mægtig, hugget i granit - og skuer ud over Noret til evig tid med alle sine sognebørn omkring sig. Ikke sådan at overse. Hør mere om selvfremstilling gennem tiderne i Sjælens rum.


Kvinden med kævlen

En vingeskudt mølle og en helt særlig træstub
I 1901 blev møllen i Lendemarke revet ned. Mølleren var død året før, og møllen havde gennem flere år kun kørt på halv kraft efter at have mistet sin ene vinge i et voldsomt uvejr. Møllen var en såkaldt stubmølle, det vil sige at møllen hvilede på et fundament af en gigantisk nedgravet egetræstub. Denne egestub købte Frede Bojsen til brug på Rødkilde, men da Folketinget i 1916 stod og manglede en ny talerstol, fik han en lys ide.

En kvinde må der til
Bojsen tilbød at skænke den gigantiske egekævle til forarbejdelse af Folketingets nye talerstol – men på én betingelse. At den lokale – kvindelige! – snedkermester, Anny Berntsen Bure, fik det ærefulde hverv at udføre den! Anny udførte opgaven til UG - og så kunstfærdigt, at der hverken blev brugt søm eller skruer i konstruktionen. Bojsen må have været en lun fætter, for da talerstolen stod klar, overgav han den til Folketinget med ordene: ”Her en en kævle. Nu kan I kævle videre på den.”


Den tonstunge egekævle – klar til afgang fra Rødkilde, anno 1916.
Bojsen med kasket i front kontrollerer, at alt går som det skal.

Stærk tobak i Folketinget
Sådan blev det altså den kvindelige snedkermester fra Møn, der byggede Folketingets nye talerstol. En talerstol, som kvinder først havde fået adgang til få år før! Skæbnens ironi – og helt sikkert stærk tobak på den tid. Folketinget fik ikke blot en ny talerstol - Bojsen fik også på elegant vis sat fokus på kønnenes ulighed og var dermed med til bryde mændenes dominans inden for snedkerfaget. Hep hep!